For nogle år siden flyttede jeg for mig selv uden særlig mange møbler og heller ikke noget fjernsyn. Helt bevidst valgte jeg fjernsynet fra. Jeg kom egentlig på idéen af flere årsager.

  1. Jeg brugte ALT for meget tid på intetsigende programmer, serier, dårlige nyheder og alt muligt andet fuldstændig ligegyldigt gejl. Jeg ville gerne udnytte tiden bedre.
  2. Jeg havde en kollega, der ikke havde haft fjernsyn i mange år. Og hun er altså helt normal, på trods.
  3. Der var ikke tilsluttet antennestik i min nye lejlighed (Læs: 1500 kr. på oprettelse, nyt fjernsyn og en tv – pakke med kanaler jeg alligevel aldrig ville få set.)

Det var i starten ret tomt, fordi jeg før havde været vant til lyden af f.eks. morgen tv eller bare ligegyldig baggrundsstøj fra TV2 NEWS. Men så købte jeg Spotify Premium og et par højtalere og hørte enten dét eller P3. Lige pludselig fik jeg masser af tid. Til at strikke. Til at læse. Til at gå ture. Til at cykle (dengang trænede jeg for vildt på min racercykel, nu hænger den mest ude i skuret og blomstrer). Til at være sammen med veninder. Til at pleje mig selv. Og jeg må bare sige – det var SÅ skønt og faktisk kom jeg virkelig til at holde af mit eget selskab og sådan har jeg det stadig.

Efterhånden begyndte jeg at streame programmer fra DR1 eller TV2 Play på computeren. Det gode ved dét er, at man ser noget man har lyst til, lige præcis når det passer ind i krammet. Og da Jørgen så kom ind i billedet, blev det udvidet med Netflix.

Vi ser fjernsyn, når det passer ind og det er langt fra hver dag, det sker. Da vi købte vores hus, insisterede Jørgen på at have et fjernsyn, så det gjorde han – for sine penge. Jeg mente, jeg sagtens kunne undvære, så teknisk set er det Jørgens fjernsyn. Men jeg må indrømme, at det nu er dejligt at kunne se film på et ordentligt fjernsyn. (Og når han nu læser det her, siger han måske; hvad sagde jeg, du skylder mig halvdelen)

I lang tid synes folk, det var meget mærkelig, at jeg intet fjernsyn havde og blev meget overraskede. Men jeg er nu glad for, at jeg tog fjernsynet op til overvejelse.

Synes du det er sært, hvis man ikke stener fjerner?

God mandag aften:)

4 comments on “Bevidst fjernsyn”

  1. Det er overhovedet ikke mærkeligt at leve uden fjernsyn. Ofte bliver vores fjernsyn kun tændt, når “Mogens” kommer hjem og vil se nyheder. Når jeg er alene hjemme, er det rart med ro til bøger eller musik og dagdrømmeri i stedet for tv’et, der blæser reklamer og gøgl ud i stuen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *