Jeg er gået lidt i hi i mit syhjørne i øjeblikket. Jeg forsøger mig med at tegne mønster til ammekjoler, hvilket ikke er helt nemt. Jeg vil rigtig gerne sy nogle skjortekjoler i jersey og har netop bestilt noget virkelig, virkelig flot retrostof hos Vintage in my heart, som er en svensk onlineforretning. Det koster selvfølgelig lidt mere i forsendelse, men der er tilbud på nogle af stofferne og så er de så retro – agtige, så det er svært at stå for. Det var oprindelig Anna Svenning fra LaraLil, der inspirerede mig til at kigge forbi Vintage in my heart. Det er jo skønt at blive inspireret af andre, der også kigger efter vintage – og retrostoffer. I øvrigt laver Anna nogle virkelig fine mønstre til pigekjoler, dem kan du se her. Jeg har netop købt et af mønstrene. Jeg glæder mig til at vise Jer mine køb – forhåbentlig snart. Det er som juleaften, at få pakker med posten med garn eller stof.

Forleden syede jeg bløde babybukser og jeg er helt på røven over hvor søde de er! Og små! De er virkelig små og det er slet ikke til at fatte, at der indenfor de næste uger, kommer en pige, der kan passe så små størrelser. Mønsteret har jeg tegnet af fra en veninde, men hvis du kigger på Pinterest, kan du finde rigtig mange symønstre – og nogle har også lavet gratis mønstre, du kan printe ud i PDF format. Det er et rigtig godt sted at slå sig løs og blive inspireret.

Babybukserne er syet af forskelligt jerseystof, som jeg bl.a. har købt i Stof og Stil og nogle rester jeg havde liggende. Det er egentlig ret utroligt, hvor mange rester jeg i grunden har. Både af garn og stof. Mon ikke jeg får brugt det en dag.

Jeg tror aldrig jeg har haft så meget tid før til at strikke og sy og det er altså fuldstændig fantastisk. Mit hjemmekontor i øjeblikket ser nogenlunde sådan ud, med en vagtsom kat der er i hælene af mig hele tiden. Hun knurrer sågar af alle mulige tænkelige lyde og farlige solsorte der boltrer sig på græsplænen.

Derudover er jeg nået et godt stykke med min islandske sweater, som jeg tror jeg snart sætter mig ud i solen for at strikke mere på. Trøjen er forresten et strikkekit fra Garngaragen.

Ha´ en skøn dag:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *