Jeg har nu langt om længe fået barsel. Det er min nye hverdag. Jeg har afleveret min sidste eksamensopgave for denne gang og det var altså noget af en antiklimaks. For hvad så nu? Lige pludselig kunne jeg ikke finde ud af om, jeg skulle tage en lur, lave yoga, tage i svømmehal, sy, strikke, høre en lydbog eller podcast eller tage et karbad. Ja undskyld mig, men jeg er vant til at være igang hele tiden med alt muligt, så det er ligesom lidt underligt, fuldstændig selv at kunne vælge. Og det er nok den eneste gang i mit liv, jeg får chancen for at holde ca to måneders ubetinget fri. Og nu, hvor jeg når sen eftermiddag på min første barselsdag, kan jeg konstatere, at det kører virkelig godt for mig. Jeg sov lige til kl. 7 (!), spiste lækker morgenmad, ordnede det sidste praktiske med eksamensopgaven, spiste lækker frokost, bestilte et abonnement på Storytel, så jeg kan høre lydbøger mens jeg strikker og slog masker op til et babytæppe. Nå ja, og så tog jeg også en lur. Man er vel træt og gravid. Alt i alt en virkelig god start på barslen.

Men nu hvor jeg alligevel har virkelig god tid, lavede jeg en skøn babyvest færdig til min venindes datter. Og fra nu af strikker jeg kun ting til mig selv. Og min baby. Nok mest babyen. Som i øvrigt har det godt og er vild med at være vågen om natten.

Vesten er en opskrift fra mormor.nu fra bogen Mormors babyklassikere. Har du en baby eller bare gerne vil strikke babygejl, så tjek bogen ud. Der er de skønneste basisopskrifter i!

Jeg går videre med min barselsdag. Det er noget med lækker aftensmad og strik.

God aften:)

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *