Jeg venter og venter. Og jeg kan faktisk ikke særlig godt lide at vente. Jeg venter på at den skide frost snart skrider, så jeg kan så noget mere i min lille fine køkkenhave. For præcis en måned siden, skrev jeg om, hvordan jeg også dér ventede på, at frosten smuttede og endnu før det, tog jeg det første spadestik til køkkenhaven. Jeg gravede have i 3 timer og havde ondt i hele (HELE) kroppen i to dage efter, så nu synes jeg faktisk godt, at der må ske noget. Vi skriver trods alt snart 1. maj. Når jeg først har fået en idé, gider jeg altså ikke vente i flere uger på at komme igang.

Det er da heller ikke fordi jeg ikke har kunnet lave noget, bevares. Jeg har da både sat kartofler og luget ukrudt. Men jeg vil også gerne så ærter og gulerødder, men det kan jeg jo ligesom ikke så længe, der er nattefrost. Vel? I øvrigt er kattene også flittige hjælpere. Både til at grave og måske også give gødning(!). Men det er vist mest når jeg ikke ser det. Det er så pænt af dem at hjælpe lidt til, det manglede da bare.

IMG_3713

Imens jeg tålmodigt venter, har jeg lavet mit eget lille drivhus i vinduet med tomater og løg, som forspirrer på livet løs. Jeg kan næsten se, hvordan det gror, men nu snakker jeg også med planterne hver dag. Det er der heldigvis ikke rigtig nogen der ser, for det virker måske mærkeligt at tale til sine planter. Men det skader jo ikke at lade være. Det er virkelig smart med det der forspirring, for man kan virkelig se, hvordan man kommer nogen vegne. Det er alle tiders!

IMG_3671IMG_3717 IMG_3719

Ha´ nu en vi´underlig søndag. Med eller uden grønne fingre. Eller poter.

IMG_3720

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *