Alt om håndarbejde har i år afholdt messe i både Rødovre og Rødekro. Jeg har, sammen med to syglade veninder, besøgt messen idag, som har budt på inspiration, lækkerier og alt alt for mange fristelser. Der er alt lige fra garnforretninger, stofforretninger, symønstre, gode tilbud, smykker, børnetøj og god stemning.

Et par af de stande jeg særligt vil fremhæve var Stof og Stuff, som har de fineste retrostoffer i fast stof, som jeg jo som bekendt er helt pjattet med. Jeg købte ikke noget, men det er helt sikkert en netbutik jeg vil kigge nærmere på fremover. Her er et lille udsnit af stoffer, de havde liggende:

IMG_3506

Derudover var Bloome Copenhagen gemt helt nederst i standområdet, hvilket faktisk var lidt ærgerligt, for de har et skide godt brand med fokus på økologi, bæredygtighed og rigtig god kvalitet. De har mange finde stoffer med mønstre, der er perfekt til f.eks. børnetøj men også til voksne. Se f.eks. her:

IMG_3507

Derudover var der et hav af garnforretninger med mange skønne farver og sammensætninger af materiale. Jeg bliver faktisk lidt overvældet af indtryk, så køber ikke noget, men til gengæld får jeg en masse inspiration med mig hjem om, hvilke projekter jeg kan gå igang med næste gang. Her er et udpluk over hvad jeg fandt interessant:

IMG_3510 IMG_3503 IMG_3509 IMG_3504 IMG_3505

Stykkerne nederst til højre skal blive til et sjal som bliver syet vilkårligt sammen. Det var ret fint.

Og så er der noget særligt over at gå på messe med mange andre, der deler samme interesse som én selv. Det er lidt nørdet og samtidig skønt, at kunne bruge flere timer på at samle gode idéer sammen til næste projekt. Og så får man øjnene op for butikker, man ikke anede eksisterede, eller at man kan lave garn af hundehår eller købe små bitte nøgler med bomuldsgarn.

Nu er jeg i hvert fald fyldt op med gode idéer til, hvad jeg skal bruge det næste stykke tid på, udover at få bugt med mine garn – og stofrester. Der er nok at gøre. Og jeg er vild med det.

Ha´ en rigtig god søndag og kram hinanden en ekstra gang!

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *