Påsken er snart slut og imorgen er det tilbage på arbejde. Jeg har bl.a. brugt påsken på at få nye idéer til, hvordan jeg kan lave endnu mere hjemmelavet mad.

For mange år siden fandt jeg ud af, at lasagne godt kunne laves uden en Knorrblanding. Det samme med chili con carne. Jeg kunne faktisk købe alle råvarerne, lave hjemmelavet mornay sauce, tilsætte friske krydderier efter min egen smag og selv rive en lækker ost, i stedet for at købe det sørgelige ost, der er revet på forhånd og som i øvrigt smager virkelig dårligt. Det var vildt for mig dengang at finde ud af, at mad kunne laves på en helt anden måde, end den jeg troede og at jeg med meget få midler og omtanke, kunne give min krop bedre betingelser.

Nu er det sådan at jeg til enhver tid foretrækker friske råvarer frem for e – numre, men det kan selvfølgelig ikke altid lade sig gøre og jeg er da heller ikke mere fanatisk, end at jeg kan æde en pose chips med sour cream and onion eller fortære en købemayonnaise. Jeg vil bare gerne tænke over, hvad jeg propper i munden og få mest mulig energi, vitaminer og mineraler i min krop. Efterhånden finder jeg på flere og flere ting jeg vil prøve at lave selv og nu er hjemmekogt bouillon f.eks. en fast del af min fryser. Både kyllinge, – lamme – og oksebouillon. Det smager helt vildt godt og mætter meget mere, end de terninger man kan købe. Lige nu står der f.eks. en gryde på komfuret og koger med et kyllingeskrog, 1 løg, 2 gulerødder, 2 spsk salt og frisk timian, som skal koge til kl 18 i aften.

Det sidste nye jeg har fundet på er, at jeg vil lave medister selv. Da jeg var barn, lavede min mor altid medister og leverpostej til jul og jeg husker det som en luksus. Jeg vil gerne gøre hende kunsten efter og har derfor investeret i en gammeldags kødhakker fra Husqvarna, som man også kan lave vanillekranse på. Jørgen ville hellere have haft en røremaskine fra Kenwood, men det er Merete altså ikke helt overbevist om.

IMG_3625

I første omgang må jeg prøve kræfter med den manuelle slags og så synes jeg altså den er ret fin og gammel. Der er nok af projekter at gå igang med og jeg bliver mere og mere hausfrau – agtig.

Ha´ en skøn mandag og kram hinanden lidt ekstra!

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *