…og er det gengældt? En kat er jo sin egen og jeg tror i bund og grund den er tilfreds med lidt (meget, eller okay, faktisk en del)mad, en sofa og lidt nus. Med fare for, at jeg kommer til at fremstå som en totalt crazy catlady ud over det sædvanlige, kommer der her et indlæg om en temmelig følelsesladet dag og en fuld kat.

Gammelmissen skal have renset tænder, hun halter og skal have fjernet en knude. Et såkaldt 10.000 km. tjek hos den meget flinke dyrlæge. Dyrlæge ringer:” Christina, blodprøverne ser ikke gode ud, jeg screener hende for katteaids”. Mig:”Jamen det er hun da vaccineret for?”. Dyrlæge:”Nej, det bliver katte faktisk ikke.”

WTF.

Jeg forestiller mig det værste. Nu får jeg ikke gammelmissen med hjem. Jeg bliver så ked af det og må grådkvalt køre hjem fra arbejde, mens mine forstående kolleger heldigvis ikke synes det er mærkeligt, at jeg hyler over en kat. (TAK)

Dyrlæge ringer:” Ingen aids, ingen gigt, kun lidt dårlige, gamle tænder. Hvornår kommer du og henter hende?”

Phew. På nuværende tidspunkt har jeg allerede forestillet mig, at jeg skal hente en tom kattekasse, pakke hendes madskåle sammen og aldrig mere se hende i live. Og nu tænker jeg på, om min forestillings – og refleksionsevne er for veludviklet og om jeg ikke bare lige skulle tage at slappe lidt af og få mig nogle rigtige problemer.

Nu går gammelmissen rundt som om hun er skide fuld af narkosen og kan nærmest ikke gå 2 skridt uden at vælte omkuld. Men hun er her og jeg må bare konstatere, at jeg virkelig er glad for den kat. Sikke nogle bånd man kan knytte til et dyr. Halleluja.

IMG_2586

På billedet ligger selvfølgelig en morsyg kat med stængerne i vejret og savler. Hun er sgu så sød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *