Ja jeg ved det. Jeg har været virkelig nærig med indlæggene på det sidste. Men det har haft sine gode grunde – og det skal jeg nok indvi Jer i. Mange har på det seneste spurgt, om jeg er faldet i et sort hul eller hvordan det går med Jørgen og Merete og med den interesse der er, så snart jeg ikke er ved tasterne, må jeg hellere opdatere Jer sådan i store træk.

1.Jeg er blevet studerende. D. 1.9 startede jeg på en kandidatuddannelse og har siden haft hovedet fuld af læsning, statistik, formler, epidemiologi (prøv selv at udtale det – det er jo nærmest umuligt), hvilke lokaler skal vi være i, mere læsning og organisering af det liv, jeg også skulle forestille at have ved siden af mit studie. Det går bedre nu efter en måned og jeg er helt sikker på, at om en måned mere er jeg helt hardcore i engelske artikler og konfidensintervaller (spørg mig ikke hvad det er, det er bare et nyt ord jeg har lært. Men det lyder klogt). Når det så er sagt, er det virkelig fedt at være studerende. Der er en gigantisk frihed, men det kræver også selvdisciplin, hvis jeg skal nå bare at følge nogenlunde med. Uanset hvad, er det fedt at lære nyt og prøve at sidde på skolebænken igen, efter at have undervist selv.

2.Jeg er – helt ufrivilligt – blevet medlem af den hemmelige klub for kvinder. Jeg anede ikke en sådan eksisterede før jeg blev gravid. Én af grundene til mit fravær her på bloggen er den nærmest uundgåelige kvalme, der ofte følger med det der babyhalløj. Det er nærmest ambivalent. Kvalme er skide anstrengende, men samtidig er det et vældig tydeligt tegn på, at man er gravid. Nu er den heldigvis gået over og jeg kan igen stå op om morgenen uden at crave efter appelsinyoghurt med chokolademüsli og hvidt brød. Nå, men tilbage til den der klub, som kvinder der ikke har børn eller er gravide, ikke ved eksisterer. Det var en bekendt, der gjorde mig opmærksom på, at jeg nu var en del af et større fællesskab. Det fællesskab hvor kvinder sender medfølende blikke til hinanden, tror de uden videre må tage andre gravide kvinder på maven (selvom de slet ikke kender hinanden) og tror at den gravide hellere end gerne vil høre fødselshistorier af den knap så idylliske slags. Pardon, men man kan åbenbart ikke fravælge medlemsskabet, men det koster så til gengæld heller ikke noget. Det er som om livet først begynder nu – for før du fik børn, vidste du faktisk ikke hvad livet handlede om. Ja bevares, men mit liv var faktisk overordentlig lækkert, inden jeg blev gravid og det bliver det helt sikkert også fremover, bare med noget lidt andet indhold. Beklager, at jeg nu afslører den store hemmelighed om den hemmelige klub. Men det er så komisk, at jeg kan simpelthen ikke lade være. Så måske jeg nu, efter min afsløring, slet ikke er medlem af klubben mere. Sorry. Nå, men når det så er sagt, er Jørgen og Merete ovenud lykkelige og glæder sig til en lille baby i huset, med alt hvad det indebærer.

3.Kreative sysler har der ikke været så meget af. Men jeg har dog fået teststrikket lidt for den dygtige Knit by TrineP , og jeg kan ikke rigtig afsløre for meget, da opskriften kommer i 2017. Jeg kan dog fortælle, at det er en cardigan i lækkert engleuld fra Tusindfryd Cph. Hvis du vil se et sneakpeak, kan du tjekke min instragram her i højre side, hvor jeg har repostet et billede fra TrineP.

Det næste stykke tid vil nok bære præg af strik til baby og tøj til gravide. Jeg begynder forhåbentlig snart at få lidt overskud til at forkæle min symaskine og mine strikkepinde noget mere, så jeg kan vise Jer, hvad jeg kreerer.

Og i sådan rigtig Jørgen og Merete – stil, var vi i IKEA igår og få gratis kaffe og købe ind til en ny arbejdsplads til mig. Det er lidt ligesom at købe nyt sportstøj – så får man også lyst til at motionere. Så nu hvor jeg har ekviperet stuen med et nyt lækkert skrivebord, håber jeg på at få mere lyst til at læse. Og ikke mindst blogge:) Er det ikke lækkert?

img_4286

Det var startskuddet på et dejligt efterår her på FruFrilda. Jeg håber, du fortsat har lyst til at læse med.

KØS fra Christina

Følg mig gerne på InstagramFacebook eller Bloglovin.

2 comments on “Lidt nyt fra forstaden”

  1. TILLYKKE! – Fra en der selv er nyslået medlem af klubben og virkeligt føler sine grænser overtrådt, hver gang en fjern kollega skal røre eller bare lige have min kampvægt og generelle sundhedstilstand at vide hen over madpakkerne. HELT ærligt! Når det så er sagt, skal du nok få overskuddet igen – mit vendte tilbage lige så pludseligt som det forsvandt 🙂

    • Tusind tak:) Der er flere der kan genkende min teori om den hemmelige kvindeklub – vi kan nærmest lave en “antiklub”.
      Skønt at overskuddet vender tilbage – mit kommer ligeså langsomt og det bliver skønt med et 2. trimester i ro og fred uden kvalme og træthed.
      Og tillykke til dig i øvrigt:)
      Kh Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *