Overskriften kunne i virkeligheden godt hentyde til valgresultatet i torsdags, men nu er det her jo ikke en politisk blog, så jeg vil ikke gå yderligere ind i den diskussion.

Nej, det handler derimod om min trang til at købe stoffer og garn. Jeg kan simpelthen ikke styre det. Men prøv at hør, hvad jeg siger. Der var tilbud. Okay? Det forstår alle da.

Nu har jeg simpelthen lavet den regel for mig selv, at det er slut med at købe mere, før jeg minimum har syet 3 kjoler og strikket lidt børnesokker, et babytæppe og en poncho. Som minimum. Og nu er I også indviet i den regel og så er det ligesom nemmere at overholde. Det er lidt ligesom at købe et billigt abonnement i FitnessDK, hvor man sparer indmeldelsesgebyret og man fortæller det til alle. Så forpligter det også at komme afsted. Selvom det for mit eget vedkommende aldrig har holdt mere end et halvt års tid i et fitnesscenter. Nu har jeg alligevel gjort det så mange gange, at jeg er klog nok til ikke at hoppe på sådan et tilbud igen.

Men jeg er glad for, at jeg fik fat i dette retrostof hos Malika og Rosa. Det var en del af et tilbud på Black Friday. Hvad skulle jeg gøre?

IMG_3041

Det bliver der nogle rigtig fine jersey – kjoler ud af.

Så er der også kommet garn til siden sidst – men det var et tilbud min svigerfar faldt over, så det var jo faktisk ikke mig selv. Han gav en sølle 50´er for dette skønne bløde garn. 95% uld og 5% silke af mærket Safira. Sikke en sød svigerfar jeg har.

IMG_3050

Så nu er det officielt, at jeg ikke må købe mere lige foreløbig. Punktum.

Ha´ nu en rigtig skøn weekend med stormen Helga.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *