Strikket babytæppe

Jeg har ikke syet så meget denne weekend, som jeg egentlig gerne ville. Med en killing på 12 uger i huset, er der ligesom en del der skal holdes øje med og mange NEJ´er der skal slynges ud. Måske Fridamissen bare synes det er pisse kedeligt at bo her, for man må ikke engang kradse i hverken møbler eller mennesker. Nederen.

Vi har øvet os på at man ligesom heller ikke må lege med garnet, når jeg strikker. Eller for den sags skyld jagte fingrene der skriver hurtigt på tastaturet. Af samme grund tager dette blogindlæg nok lidt længere at skrive end planlagt. Og det går egentlig helt godt. Men det er altså svært at holde sig i skindet, når man er meget legesyg.

IMG_2466

Jeg er igang med at strikke et rigtig fint babytæppe til min skønne gravide veninde. Med masser af mønster, så det taget lidt tid, men det er det værd. Det bliver nemlig helt vildt flot. Mønsteret er faktisk Kronprinsesse Marys – nu er jeg ikke særlig royalt anlagt, men mønsteret er fint, så derfor.

IMG_2460

 

At sy sin egen brudekjole

…er et virkelig stort projekt med mange delprocesser. Men også meget spændende og udfordrende. For nu at være helt ærlig, har jeg ikke rørt en finger selv. Det har min meget søde og dygtige veninde. Faktisk siger traditionen, at man ikke må sy sin egen brudekjole og lige præcis den tradition har jeg jeg holdt. Jeg har ikke engang klippet i stoffet. Tænk sig, at have en veninde, der vil hjælpe én med så stort et projekt og vil bruge så meget af sin tid til at sy min brudekjole. Jeg er så heldig at kende så dejligt et menneske.

Når man vælger brudekjole, er der jo en milliard forskellige designs at vælge mellem. For at spore mig ind på det rigtige, bestilte jeg en time hos brudekjoleforretning, for at afprøve lidt forskelligt. Kjolerne var flotte, nogle af dem meget tunge og ret dyre. Jeg er den enkle type, ikke noget med marengs og sløjfer eller underskørt og en veninde der skal med på toilettet på bryllupsdagen for at holde kjolen. No way.

Efter lidt søgen på nette fandt jeg dette Vogue mønster.

V1032

Det er helt enkelt og lige mig. Herefter købte vi en fin blonde, brudesatin af den lette slags, en lynlås og små knapper til at betrække med stof. Altsammen købt i Stof og Stil.

IMG_1965

Først lavede vi en prøvemodel i gamle lagner med rødvinspletter (noget med at være brugt til duge til en 60 års fødselsdag). Så tør man ligesom bedre at klippe i det rigtige stof.

Satin indenunder, blonde udenpå, begge dele identisk klippet. Sy sammen, sy kanter, afprøve og drikke kaffe. Min veninde havde en gammel fin knap med små sten vi syede i foran til at samle, så den ikke blev så nedringet (så var der noget gammelt) og så syede hun da også lige et par trusser, nu vi var igang.

Det færdige resultat blev så fint og jeg er så glad for at jeg valgte at spørge min veninde om hjælp.

20150808_150747 IMG_2395

Budget: under 1000 kr.

Indlægget indeholder ingen affiliatelinks – det er kun gode tips fra mig til Jer:)

Velkommen til Frida

…som er husets nye lille mis. Eller flødepote, som min veninde ville sige. Vi har netop hentet Frida hos en veninde idag og efter at have undersøgt en del af huset og hilst på husets seniormis, er lillemissen nu faldet pladask om på sofaen. Lidt ligesom vi andre ville gøre det, hvis vi havde giga tømmermænd og det var søndag aften.

Imens sidder jeg og strikker på et fint babytæppe til den selv samme veninde, der kalder kattene for flødepote.

Livet er dejligt og det er weekend. I. FUCKING. LOVE. IT.

IMG_2448

Den stribede slå-om-kjole

IMG_2431

…blev klippet igår og syet sammen idag og jeg er faktisk ret stolt af resultatet! Hvis jeg nu selv skal sige det. Stoffet er strikstof købt hos Stofstedet og faktisk fik jeg ekstra med, fordi der var lidt misfarvninger på noget af stoffet. Det synes jeg er super fed service. Stoffet er sort – og gulstribet og i dette solskinsvejr, er den helt perfekt. Jeg har givet den lidt ekstra længde – det kan jeg godt lide, når det er strikkjoler og man som regel har dem på, når det er køligt

Jeg E.L.S.K.E.R. kjoler. Big time. Jeg er en vaskeægte kjolepige og jeg ejer kun 2 par bukser. Og en million kjoler i alle mulige forskellige afskygninger. En kjole er feminin og og jeg føler mig sådan lidt ekstra kvindelig i den. If you know what I mean. Og så er det mega fedt, at kunne designe sine egne kjoler, lige efter det man har lyst til.

Jeg har allieret mig med min nye syguru Professorinde Ella Lund, nævnt i et tidligere indlæg, som jeg vil lade få det sidste ord i dette indlæg:

“Ønsket om at være smukt klædt for enhver lejlighed er nedlagt i alle kvinder, men kun få er i stand til at realisere disse ønsker, budgettet forbyder det som regel… De bliver ofte dømt efter Deres påklædning; har De det tøj på, der lige passer til den givne lejlighed, kan De helt udfolde Deres personlighed, så tænker De ikke på Deres tøj, men er helt fri.”

Er hun ikke bare gennemført skøn hende Ella?

Strikkedame

Jeg strikker ind imellem for en garnforretning der hedder abcgarn, mest fordi jeg synes det er sjovt at lave noget, som jeg ellers ikke ville have tænkt på. Denne gang har jeg strikket en poncho i det blødeste og tykkeste Andes Mix garn fra Drops med 65% uld og 35% alpaca, så det er virkelig blødt.

Marie-Louise, der har abcgarn, medsendte med opgaven et totalt sejt addiclick – rundpindesæt. Det har jeg aldrig set før, men det er virkelig smart. Så er du sikker på altid at have den størrelse rundpind du har brug for. Det er metalmateriale – personligt er jeg mere til træ, men konceptet er super smart. Der er 3 størrelse længder og 8 sæt pinde, så det kan give temmelig mange kombinationer!

Tjek abcgarns hjemmeside, Marie-Louise har mange lækre sager:)

IMG_2422

Professorinde Ella Lund

…er min nye syguru, symakker og lærermester. Jeg blev opmærksom på hende for nogle uger siden, da jeg gerne ville finde mønstre til kjoler fra 50´erne. Ella Lund har skrevet flere forskellige sybøger  til husmoderen i 50´erne, men i særdeleshed til de kvinder, der har børn.

IMG_2406

Citat: “Mange husmødres ønskedrøm er et eller andet selvstændigt erhverv, hvorved de kan tjene lidt ekstra penge, ikke fordi de ikke har nok af arbejde, men fordi dyrtiden har sat så voldsomt ind, at det er nødvendigt, at begge ægtefæller tjener noget.” 

Er det ikke skønt? Jeg er fuldstændig vild med sproget, det er skrevet i og alt hvad man kan lære om syteknik. Ella Lund fører én sirligt igennem de udfordringer man måtte have med symaskinen. Jeg har simpelthen fundet min en lille skattekiste, for bogen er ikke det eneste jeg har gaflet til mig.

Jeg var så heldig at finde bogen på DBA og med den, fulgte en taske med alle dertilhørende 46 mønsterark. Tasken har en rigtig sød historie. Jeg køber den af Line, hvis mor – Karen Marie – ejede tasken. Karen Marie døde i september sidste år og Line skal af med sin mors ting, hvilket er meget vemodigt for hende. Karen Marie har passet rigtig godt på sin sytaske og har tilføjet flere symønstre til den igennem tiden. Hun købte tasken – som var en luksusudgave – i 1956 for 135 kr. Hun lagde 35 kr. i udbetaling og betalte efterfølgende 10 kr. om måneden. Det var mange penge dengang og Lines forældre havde ikke for mange af dem. Karen Marie var rigtig dygtig til at sy og tasken var hendes kæreste eje.

IMG_2409 IMG_2408

 

Nu har jeg selvfølgelig lovet Line at passe rigtig godt på hendes mors taske. Det er så spændende at bladre bogen igennem og finde mange skønne mønstre, samtidig med at indholdet af tasken dufter en smule gammelt – det bliver meget autentisk og jeg bliver meget ærefrygtig. Jeg vil passe godt på den gamle, fine sytaske og tænke på, at før mig var der en kvinde der holdt meget af den og brugte den flittigt. Jeg håber jeg kan leve op til det, jeg vil i hvert fald gøre mit bedste!

Jeg sender Karen Marie og Line en kærlig tanke!

 

Fru Frilda og et bryllup

IMG_2402  IMG_2403

Noget skelsættende er hændt i weekenden – jeg er nemlig blevet gift med den smukkeste mand ever. Som i den smukkeste jeg nogensinde har kastet mit blik på. Og jeg har ellers kastet blikket på en del. Nu er jeg en ægte Fru eller hustru om man vil, jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om nogle af delene dur. Kone er “konet” og minder mig om min gamle matematiklærer i folkeskolen. Not good. Hustru er gammeldags, men alligevel lidt bedre end matematiklæreren. Min mand har idag for første gang brugt termen hustru og det var egentlig ok og alligevel en smule surrealistisk. Og virkelig skønt, at alting falder i hak og passer sammen. Sådan helt ind i hjertet.

Vi havde et fuldstændig fantastisk bryllup. Uformelt, uhøjtideligt, gæster hele weekenden, fyldt med kærlighed og glade mennesker, virkelig lækker mad og vin, dejlige indslag og godt vejr. En borgerlig vielse på terrassen med alle vores skønne mennesker omkring os. Fuldstændig som vi havde forestillet os.

Samtidig med denne store begivenhed i mit liv, er jeg igang med at opstarte denne blog. Jeg har blogget før, men nu har jeg arbejdet mig mere frem imod, hvilken slags blog jeg gerne vil lave. Denne blog er mest kreativ funderet og jeg vil vise alt hvad jeg pusler med og dele tips med Jer. Mest omkring strik og syning. Dette er samtidig en blog, hvor jeg beretter om ganske almindelig kvindeting som Frue. Eller Hustru. Eller whatever.

Jeg glæder mig meget til at dele min verden med Jer!

Velkommen til.