…er min nye syguru, symakker og lærermester. Jeg blev opmærksom på hende for nogle uger siden, da jeg gerne ville finde mønstre til kjoler fra 50´erne. Ella Lund har skrevet flere forskellige sybøger  til husmoderen i 50´erne, men i særdeleshed til de kvinder, der har børn.

IMG_2406

Citat: “Mange husmødres ønskedrøm er et eller andet selvstændigt erhverv, hvorved de kan tjene lidt ekstra penge, ikke fordi de ikke har nok af arbejde, men fordi dyrtiden har sat så voldsomt ind, at det er nødvendigt, at begge ægtefæller tjener noget.” 

Er det ikke skønt? Jeg er fuldstændig vild med sproget, det er skrevet i og alt hvad man kan lære om syteknik. Ella Lund fører én sirligt igennem de udfordringer man måtte have med symaskinen. Jeg har simpelthen fundet min en lille skattekiste, for bogen er ikke det eneste jeg har gaflet til mig.

Jeg var så heldig at finde bogen på DBA og med den, fulgte en taske med alle dertilhørende 46 mønsterark. Tasken har en rigtig sød historie. Jeg køber den af Line, hvis mor – Karen Marie – ejede tasken. Karen Marie døde i september sidste år og Line skal af med sin mors ting, hvilket er meget vemodigt for hende. Karen Marie har passet rigtig godt på sin sytaske og har tilføjet flere symønstre til den igennem tiden. Hun købte tasken – som var en luksusudgave – i 1956 for 135 kr. Hun lagde 35 kr. i udbetaling og betalte efterfølgende 10 kr. om måneden. Det var mange penge dengang og Lines forældre havde ikke for mange af dem. Karen Marie var rigtig dygtig til at sy og tasken var hendes kæreste eje.

IMG_2409 IMG_2408

 

Nu har jeg selvfølgelig lovet Line at passe rigtig godt på hendes mors taske. Det er så spændende at bladre bogen igennem og finde mange skønne mønstre, samtidig med at indholdet af tasken dufter en smule gammelt – det bliver meget autentisk og jeg bliver meget ærefrygtig. Jeg vil passe godt på den gamle, fine sytaske og tænke på, at før mig var der en kvinde der holdt meget af den og brugte den flittigt. Jeg håber jeg kan leve op til det, jeg vil i hvert fald gøre mit bedste!

Jeg sender Karen Marie og Line en kærlig tanke!